Gro prøver at gøre Runa god igen. ”Vi keder os bare sådan. Du er heldig. Du må gå ud og ind ad tårnet. Alvilda og mig skal bare blive her dag ud og dag ind. Kun om natten må vi komme over i fruer-stuen. Bare der snart kommer en, der kan slå ormen ihjel”. Gro sukker dybt. Ligesom Alvilda er hun træt af at være spærret inde.
Alvilda kigger igen på sine brødre. ”Jeg ville hellere lære at kæmpe,” mumler hun. ”Så kunne jeg selv slå bæstet ihjel.”
”Jeg hørte godt, hvad du sagde.” Runa slår med nakken. ” Du ved ikke, hvad der er godt for dig. Tænk, alt det besvær din far og mor har haft. Først har de bygget dette tårn af kobber. Så har de sørget for at finde en lindorm, der kunne vogte din dyd. Mange unge mænd har mistet livet for din skyld.”
