The Who (1964-1974): De britiske slagsbrødre smadrede instrumenterne, hinanden og sig selv ind i rockhistorien

The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med.
Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Townshend udvidede konsekvent grænserne for hvad der kunne synges i en popsang, og hans trodsigt voldsomme ”My Generation” fra ’65 anses som et forvarsel om ungdomsoprøret,
The Who – et af de bedste livebands nogensinde – slog igennem i USA i 1967 efter en uforglemmelig optræden ved Monterey Festivalen, men selvom hippierne tog dem til sig, var kærligheden ikke gengældt. Den Woodstock Festival, som gruppen satte markant præg på i 1969, blev senere af Townshend karakteriseret som en ’hippie koncentrationslejr’.
Inspireret af sin åndelige vejleder Meher Baba kreererede han i 1969 rockoperaen Tommy, hvis uklare plot ikke forhindrede den i at blive en bragende succes – og henad vejen lidt af en møllesten om gruppens kollektive hals. Efter i 1970 at have udsendt en af alletiders fineste koncertoptagelser på ‘Live at Leeds’ lp’en og sidenhen opgivet projektet Lifehouse, hvis bedste sange samledes på mesterværket Who’s Next (1971), peakede Townshend som sangskriver med sit magnus opus, historien om Jimmy the Mod som fortalt på sangcyklussen Quadrophenia i 1973.

1. The High Numbers: “I’m the Face” (1964)
2. “Can’t Explain” (1965)
3. “My Generation” (1965)
4. “The Kids Are Alright” (1965)
5. “Substitute” (1966)
6. “I’m a Boy” (1966)
7. “Boris the Spider” (1966)
8. “Pictures of Lily” (1967)
9. “I Can See for Miles” (1967)
10. ”Dogs” (1968)
11 & 12. “Overture”/”It’s a Boy” (1969)
13. “Pinball Wizard” (1969)
14. “The Seeker” (1970)
15. “Magic Bus” (1970)
16. “Baba O’Riley (1971)
17. “Behind Blue Eyes” (1971)
18. “The Real Me” (1973)
21. “5:15” (1973)
22. “Love, Reign o’er Me” (1973)