De tæsker mig længe og grundigt, sparker mig i ryggen, i ribbenene, i hovedet. Giver mig knæ i maven og i ansigtet og lader mig falde igen. Jeg ved ikke, hvor lang tid de bliver ved. Jeg kan ikke længere mærke smerten efter hvert slag, kun rykkene i kroppen, når jeg bliver ramt. Jeg betragter mig selv oppefra. Jeg ligger i skovbunden, og de står rundt om mig og sparker. Mahmud sidder stadig på køleren af bilen, han betragter gløden på sin cigaret.
Efter fire år på den lukkede slipper Janus ud med ét mål for øje: at finde Amina, hans tyrkisk-danske veninde, hvis breve var hans eneste livsline, mens han var indlagt. Hvorfor holdt hun op med at skrive; er der sket hende noget? Med sygdommen i hælene jager Janus, der er skizofren paranoid, sporet efter Amina: en rejse, der bringer ham rundt blandt gamle venner på Københavns underside, men også tilbage til tiden før han blev syg. For at ende inde på det indre Nørrebro, tæt på Amina. Og langt inde i sit eget hoved ...
Aminas breve er en stærk roman, fuld af desperation. Fortalt fra én af samfundets blinde vinkler, med adresse til alle der tror, de kender forskel på gal og normal.
Pressen skrev:
Aminas breve har Nordkraft-klasse over sig. Den er rå, rasende og solidarisk på samme måde, og midt i al galskaben dirrer den af klassisk kærlighed og social sympati. Jonas T. Bengtsson skildrer alverdens lidelse uden overflødige ord. Klaus Rothstein i Weekendavisen
