Mine 100 ting af Lucy Dillon handler om håb, tab og tro på fremtiden. Og i høj grad om at leve i nuet.
Hvis du kun måtte beholde 100 genstande blandt alt det skrammel, du har samlet gennem livet, hvad ville det så være for ting? Hvad ville de repræsentere – hvilke minder, sejre, øjeblikke, mennesker?
Gina er i starten af 30’erne, hun bor i det skønneste hus og har sit eget firma som byggeprojektleder. Julen nærmer sig, da hun opdager, at hendes mand Stuart har en affære. Stuart var der for hende, da hun havde allermest brug for det. Da hun fik brystkræft, støttede han hende hele vejen, tog med hende til alle samtaler, skrev ned, hvad lægerne sagde, og stillede de rigtige spørgsmål, men så snart behandlingen var ovre, og Gina så ud til at være rask, stod sandheden om deres forhold klart. De var bare rigtig gode venner, intet andet.
Gina flytter ind i en lille lejlighed og beslutter sig for at starte helt forfra. Hun laver en liste over de 100 vigtigste ting, som hun vil beholde, resten bliver givet til genbrug. Dette betyder dog, at Gina må se sin fortid i øjnene, og for at komme videre i livet må hun tilgive andre og ikke mindst sig selv.
Vi møder Naomi, den uundværlige, trofaste og ærlige veninde, Buzz, en stakkels greyhound, et ægtepar, der hyrer Gina til at hjælpe med istandsættelsen af det hus, Gina altid har drømt om at bo i, Ginas mor, der ikke er den mest omgængelige person, samt den hundeglade Rachel, vi blev præsenteret for i den første roman af Dillon, Ensomme hjerter og herreløse hunde.
”Mine 100 ting” er indlæst af Maria Garde i 2016 for Lytteratur hos AV Forlaget / Swann studio
