Joni Mitchell (1963-1971): Præriepigen blev til en af vor tids største sangskrivere

Den mest indflydelsesrige person fra 1970ernes singer/songwriter-scene er Joni Mitchell.
I kraft af bundløs musikalitet, uimodsigelig originalitet og ikke mindst afgrundsdyb foragt for konventioner, faste former og ”plejer”, har hun konsekvent hævet barren for sangskrivningskunsten. I denne episode ser Rockhistorier på hendes unge år – fra starten som Joan Baez-klon frem til det afgørende gennembrud i 1971 med Blue.
Født Roberta Joan Anderson på den canadiske prærie i 1943 vokser hun op som enebarn med et par småborgerlige forældre. I 1952 bliver hun offer for den store polioepidemi, hvad der efterlader hende med svækket muskelkraft i venstre arm, hvilket er en del af forklaringen på hendes originale guitarteknik.
Skolen siger hende ikke stort, fraset en engelsklærer, der lærer hende, at ”male med ord”. Som teenager lytter og danser hun til tidens rock’n’roll, samt tegner og maler. Det bliver vokaltrioen Lambert, Hendricks & Ross, der åbner hendes ører for jazzfolk som Miles Davis, Johnny Hodges og Charlie Parker.
Hun mister sin mødom på en kunstskole i Calgary, som hun dropper ud af i 1964 for at tage til Toronto og prøve lykken. Der opdager hun, at hun er gravid, men vælger at bortadoptere barnet, et banesår, der aldrig heles. Hun gifter sig med (og lader sig skille i en fart fra) amerikaneren Chuck Mitchell, og flytter til New York City.
I august 1967 opdager David Crosby hende på en klub, indser hvor unik hun er, og faciliterer en pladekontrakt. Han producerer debuten Song to a Seagull, udsendt marts 1968. På daværende tidspunkt havde hun allerede skrevet klassikere som ”Both Sides, Now”, ”Urge for Going”, ”The Circle Game” og ”Chelsea Morning”, som hun drysser ud over de efterfølgende to album.
Hun flytter ind i det berømte hus på Lookout Mountain Avenue i Laurel Canyon lige udenfor Los Angeles. I ’69 forelsker hun sig i briten Graham Nash, der flytter direkte ind i hendes bungalow, hvor de etablerer sig som Laurel Canyons solskinspar, i en tid, hvor området myldrer med sanger/sangskrivere.
I 1971 finder denne frugtbare periode sin afslutning med den uopslidelige klassiker Blue, der er et afskedsbrev til både Nash og Laurel Canyon. For da hun et år senere vender tilbage til det Californien, ændrer hun i samklang med lokale jazzmusikere sit udtryk radikalt. Den historie gemmer vi til en anden god gang.

1. Joan Anderson: Anathea (Radio Station CFQC AM, Saskatoon, Saskatchewan, Canada, ca. 1963)
2. Urge for Going (Myrtle Anderson Birthday Tape: Detroit, MI, 1965)
3. Day After Day (Jac Holzman Demo, Detroit, MI, August 24, 1965)
4. Eastern Rain (Live at the 2nd Fret, Philadelphia, PA, November 1966)
5. Both Side, Now (Intro) +
6. Both Sides, Now (Folklore, WHAT FM, Philadelphia, PA, March 12, 1967
7. Little Green (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967
8. The Circle Game (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967)
9. Song to a Seagull (1968)
10. Night in the City (1968)
11. Chelsea Morning (1969)
12. The Gallery (1969)
13. Big Yellow Taxi (1970)
14. For Free (1970)
15. Woodstock (1970)
16. All I Want (1971)
17. Blue (1971)
18. A Case of You (1971)