Dorthe Klyvø

Vi sidder på græsset tæt på pekantræet og betragter solen blive slugt af jorden.

Det er en smerteligt langsom proces.

Der er stille i lang tid, mens Jason kigger forskende på mig. Han er så sexet, at jeg indimellem er nødt til at forestille mig, at han sidder på toilet for at slippe tanken.

Åh fuck, jeg var gået af som en raket. Og ikke en af de mindre af slagsen. Nej, en af de der kæmpestore rumraketter. En fucking NASA-raket. En mission til Mars.

Han børstede håret væk fra mit ansigt. „Jeg fortjener dig ikke.“

„Muligvis ikke. Men du har skønne hænder og en stor pik, og det er virkelig praktisk, at du bor så tæt på.“

„Fordi han er en mand, og når mænd har følelser med stort F, så opfører de sig som idioter med stort I. De træffer frygtelige beslutninger og gør alt det forkerte. Inde i deres mærkelige hulemandshjerner giver det mening på forunderlig vis. Men han elsker dig. Det fortalte han mig.“

spørger Ana og rækker ud efter Rays hånd uden at vente på svar.

skylle med,« forklarer hun.
Jeg

Jeg prøver at køre hende træt, men vi ender bare med at stå der i en akavet stirrekonkurrence. Øjeblikket strækker sig og strækker sig, til jeg indser, at uanset hvor længe jeg venter, vil Jess aldrig i livet sætte sig ned først. Om muligt vil hun blive stående og stirre på mig, til middagen er slut, til brylluppet har fundet sted uden os, til vi begge er døde af sult, og vores knogler blevet til støv. Og når jorden brager ind i solen om syv til otte milliarder år, vil det sidste, mit spøgelse ser, være Jess’ spøgelse, der stadig stirrer vredt på mig, idet vi opløses i en ildkugle af undergang.

Jeg ville ikke foreslå, at det måske kunne være sjovt at spille enhjørningspil uden tøj på inde i min seng.

studerede taget og fundamentet. Bagefter gik han ned ad indkørslen igen