Lilian Munk Rösing

Jeg fandt det så meget desto mere rædselsfuldt at dø som jeg ikke så nogen grunde til at leve.

Alligevel elskede jeg livet, lidenskabeligt.

Den dag jeg blev nitten, skrev jeg, i Sorbonnes bibliotek, en lang dialog hvor to stemmer der begge var mine, skiftedes til at udtale sig: Den ene fremførte altings tomhed, afskyen og leden; den anden hævdede at det er smukt at være til, om det så var ørkesløst. Fra den ene dag til den anden, fra den ene time til den anden gik jeg fra mismod til hovmod. Men hele efteråret og hele vinteren var det der var fremherskende i mig, angsten for en dag at finde mig selv „besejret af livet“.

Vi talte om mange ting, men især om et emne som interesserede mig mere end nogen andre: mig selv. De andre indlemmede mig i deres egen verden når de foregav at forklare hvem jeg var, de irriterede mig; Sartre derimod forsøgte at placere mig i mit eget system, han forstod mig i lyset af mine værdier, mine planer.

Han regnede helt sikkert ikke med at leve en tilværelse som embedsmand; han hadede rutiner og hierarkier, karrierer, hjemmet, rettigheder og pligter, alt det alvorlige i livet. Han havde svært ved tanken om at skulle have et job, kollegaer, overordnede, regler man skulle overholde og pålægge andre; han ville aldrig blive familiefar og heller ikke en gift mand. Med det sværmeri der lå i tiden, og med sine treogtyve år drømte han om store rejser: Han ville tage til Konstantinopel, og omgås havnearbejderne; han ville rejse til samfundets bund og drikke sig fuld sammen med alfonserne; han ville rejse verden rundt, og hverken Indiens pariaer eller præsterne fra Athos-bjerget eller fiskerne fra Newfoundland ville have nogen hemmeligheder for ham. Han ville ikke slå rod nogen steder, og han ville ikke belemre sig med nogen ejendom overhovedet; ikke for at forblive disponibel uden noget formål, men for at kunne bevidne alt.