Hanya Yanagihara

Han vil blive mindet om, at han er ingenting, en hul skal, hvori frugten for længst er mumificeret og indtørret og nu ligger og rasler til ingen verdens nytte. Han vil opleve denne stikkende gysende afsky, der rammer ham i både hans lykkeligste og hans værste stunder, den der spørger ham, hvem han tror, han er, sådan at ulejlige så mange mennesker, at tænke, at han har ret til at blive ved, når hans egen krop fortæller ham, at han burde holde inde.

Han havde alle mulige regler, han havde opstillet for sig selv hen over årene, baseret på tidligere erfaringer går jeg ud fra – hvad han ikke var berettiget til; hvilke glæder han var udelukket fra; hvad han ikke måtte håbe på eller ønske sig at få; hvad han ikke havde lov at ønske – og det tog nogle år at finde ud af, hvad de regler gik ud på, og endnu længere at finde ud af, hvordan man kunne overbevise ham om deres usandhed. Men det var virkelig svært: Det var de regler, han havde overlevet på. Det var regler, der havde gjort verden forklarlig for ham. Han var forfærdelig disciplineret – angående alt – og disciplin er ligesom vagtsomhed en næsten umulig kvalitet at få nogen til at opgive.

På teaterskolen havde han en lærer, som fortalte ham, at de bedste skuespillere er de kedeligste mennesker. En stærk selvfølelse var ødelæggende, for en skuespiller skulle kunne lade sit eget selv træde i baggrunden. Han skulle kunne lade karakteren tage over. “Hvis du vil være en personlighed, så bliv popstjerne,” havde hans lærer sagt.

Han forstod visdommen i det dengang, og han forstod det nu; men i virkeligheden var et selv det, de alle sammen længtes efter, for jo mere man spillede skuespil, jo længere og længere kom man fra den, man troede man var, og jo hårdere var det at finde vejen tilbage. Var det så underligt, at så mange af hans kolleger var sådan nogle vrag?