Kim Lembek

Alligevel var konklusionen på mit liv til sidst, at for at overleve i denne verden var det bedst for en kvinde at blive en mand.

var i 1991, jeg fik lægernes dom for, at jeg ikke ville overleve foråret

Kræft Bjørnsson er en attenårig knægt

Tysk opfatter jeg som ukunstlet sprog, og tyskere bruger det da også fuldstændig som en tømrer en hammer: at bygge et hus til tanken, skønt smukt bliver det aldrig.

russisk er italiensk verdens smukkeste sprog, og det gør ethvert menneske til en kejser. Fransk er en vidunderlig sauce, som franskmænd vil beholde længst muligt inde i munden og taler derfor ofte i ring, vil tygge drøv på deres ord med det resultat, at saucen har det med at løbe ud ad mundvigene. Dansk er et sprog, som de blev enige om på en ekstraordinær kongres for to hundrede år siden. “Ja, lad os tale sådan. Det kan andre aldrig lære!” Hollændere taler deres sprog, som om de havde fået to andre i den gale hals. Svensk anser sig for nordens fransk, og svenskerne gør alt for at forsøge at smage på ordene. Norsk er den konklusion, man får, når en hel nation finder sammen om ikke at tale dansk. Engelsk er ikke længere et sprog, men et globalt fænomen som ilt eller sollys. Og endelig er spansk en underlig afart af latin, som opstod, da en hel nation tog parti for en konge med talefejl.

Og jeg mærkede, hvordan denne kvindelige kropsduft kaldte mig til sig. Kom, kom, lille pige. Også du skal være kvinde, kvinde. Du må ikke tro, at du slipper, slipper. Kom med dit barnlige køn og dine smilehuller og tillad mig at fylde dem med mistro og problemer. Også du skal komme til at brydes med bryster livet igennem, påføre dig cremer, dufte og farver, kæmpe med fedtet, slås med blødninger og hårde fødninger, og så falde i værdi som et dielam, ind i rynkernes land og der blive kastet på livets mødding. Kvinde! Kvinde! Smertens salighed venter dig efter første besøg af Tante rød. Du troede, du var et barn, som ville blive et menneske, men ser nu, at du bare bliver en kvinde.

Dagebüll, der skulle vise sig at blive min barndoms endestation.

Eilif havde regnet med at sidde på forreste række, det var det normale, men nu fyldte de norske søfolk op på højre side sammen med Fanneyri-folkene, og så havde profeterne deres faste pladser på forreste række til venstre.

Den hjertevarme Grandvør havde født en iskold datter, som havde giftet sig med fjordens mest begavede mand, og sammen havde de fået det der enfoldige, enerverende arbejdsdyr, som så med en splejset og blikhjertet sjuft havde undfanget fjordens kønneste barn, en pige med det reneste, kærlighedsdunkende hjerteblod.

Jo, tømrerne var her stadig, og var faktisk allerede begyndt at høvle og save tømmer til, opmåle området til en brygge og grave ud til stolper.