Naja Marie Aidt

En mandag ringer min yngste søn, min kære lille guldhat, og siger, at han føler sig fortabt. Han ved ikke, hvad han skal med sit liv. Jeg siger: Det er helt normalt, når man er midt i tyverne. Han siger: Det er ikke på den måde, jeg synes det hele er meningsløst.

Det er det ikke, siger jeg.

Men sådan føles det, siger han, sådan er det for mig.

Vil du komme hjem til mig i eftermiddag? spørger jeg.

Det vil han gerne.

Han sidder i min sofa med kaffekop i hånden og fortæller, at han ikke kan se meningen med sit liv. Det isner i mig af skræk. Han ved ikke, om han har valgt den rette uddannelse, han ved ikke, om han egentlig kan lide sine venner, han kan ikke finde ud af at finde en kæreste, han ved ikke, om han overhovedet vil have en kæreste. Jeg ved ingenting, siger min søn og snapper efter vejret. Eftermiddagssolen rammer os, han misser med sine olivenfarvede øjne. Jeg føler mig ensom og lost, siger min søn. Han drikker sin kaffe. Jeg døjer meget med angst, siger han. Vi sidder lidt i stilhed. Jeg bruger afsindige kræfter på ikke at sige, at det bliver bedre og går over, at han bare skal få sig en kæreste eller nogle nye venner, finde en hobby, gå til badminton, begynde at løbe, spille skak, holde sig beskæftiget, så bliver alt godt, at han bare skal tage sig sammen og komme op på hesten, at hans følelser er
forkerte. Stilheden føles evig.