ENSOMmerfugl

Måns kiggede på ham, og en endnu større bølge af håbløshed skyllede ind over ham.

jakkesæt, der førte ham længere ind i lokalet. De gik forbi en

Du kan meddele jægeren, at vi kommer og kigger på sneslyngen hurtigere, end han kan slippe sin første morgenfjært,” sagde han og afsluttede samtalen.

Så sank han ned på gulvet og begyndte at læse.

På trods af at han kun havde været her i en uge, længtes han væk.
På fjernsynet viste de nu den sidste runde V64. Trav. Rokka elskede sport, men han kunne ikke få sig selv til at synes om trav, hvor meget han end forsøgte.

Han arbejdede aktivt med velgørenhed og kom ofte på besøg på sygehuset, hvor jeg arbejder, hvor han besøgte cancersyge børn, der drømte om at møde et stort idol.”
Carolina talte meget engageret, og et øjeblik virkede det, som om trætheden var væk.
”Selv sportsjournalisterne syntes om ham. Når Fiorentina tabte, forsvarede de som oftest ham. Jeg er ikke selv fodboldtilhænger, men så vidt jeg ved, er det vist ret usædvanligt.”
Rokka nikkede bekræftende. Fodbold var religion i Italien, og at tabe her var langt fra samme sag som at tabe hjemme i Sverige.
”Hvad synes du selv om ham?” spurgte han.
Carolina tøvede lidt, før hun svarede. ”Han var altid glad og venlig de få gange, jeg mødte ham. Men Henna gjorde stor forskel på sine og hans venner.”
”Jeg har hørt, at Henna ikke havde så mange venner, ja, at det faktisk kun var dig?”
”Ja, sådan ønskede hun det. Hun havde intet behov for at have en stor omgangskreds, hun var ret indesluttet. Måns var direkte modsat. Jo flere folk han havde omkring sig, jo bedre, syntes han vist.”
”Indimellem tiltrækkes modsætninger,” sagde Rokka lidt afventende.
”Jeg har ofte overvejet, om Måns virkelig kendte Henna,” sagde Carolina, som om hun havde læst hans tanker. ”For hende var han en enorm tryghed. Stor og varm og behagelig. Men jeg tror ikke, at hun nogensinde åbnede sig helt for ham. Ret tragisk.”
Rokka nikkede og undrede sig over, hvad der kunne få to mennesker til at leve side om side uden at give adgang til deres indre.
”Hvad får dig til at tro, at hun ikke altid fortalte ham alt?”
”Henna var en skrøbelig person. Hun havde svært ved at lukke andre ind. Jeg tror, at hendes barndom formede hende på en ret håndfast måde.”
”Ja, jeg hørte, hun voksede op i et kollektiv.”
”Ja, og flere forskellige steder, tilsyneladende. Det var en fuldstændig grænseløs verden. Ingen låste døre, ingen integritet. Hippieforældre, der rejste rundt i en jagt på selvrealisering, og børn, som blev glemt og kom til at se ting, som intet barn bør se.”
”Det er jo ret langt fra ens egen barndom,” sagde Rokka og lod hånden glide over hovedet.
”Ja, måske. Men Henna var altid meget omhyggelig med at sige, at hun holdt af den grundlæggende kollektive tanke, men at det bare ikke passede til hende personligt.”
”Der var et kollektiv uden for Hudiksvall, da jeg var lille,” sagde Rokka. ”Der gik mange rygter om, hvad der foregik derude, om folk, der sprang nøgne rundt i hashtåger og den slags. Jeg ved ikke, om det halve af det var sandt.”
Carolina smilede og rystede på hovedet.
”Jeg har læst, at man optog kriminelle og misbrugere i kollektiverne i Sverige dengang,” sagde hun. ”De skulle heles af det åndelige miljø og af livet tæt på naturen. Men misbrugere i et miljø med liberale holdninger til stoffer er vist ikke det smarteste påfund.”
Han betragtede hende en stund. Var hun sød eller ikke? Skulle han ønske sig mere end en middag med hende? Tag dig sammen. Uanset hvad ville han begrænse sig til en middag.
”Har du kigget på menukortet.” spurgte han.
”Jeg spiser altid deres tortelloni med pærer, ricotta og valnødder. Det er usandsynligt godt.” Carolina så på Rokka med overbevisning.
”Og de friturestegte zucchiniblomster.”
”Så tager jeg det samme.”
Han ville ganske vist ikke selv havde peget på friturestegte blomster, men så meget desto mere grund til at prøve.
Carolina vinkede ad en tjener og bestilte. Rokka lyttede til samtalen og nød det. Italiensk kunne være verdens smukkeste sprog.
”Ved du, hvorfor Henna flyttede hjem til sin mormor?” spurgte Rokka, da tjeneren var gået igen.
”Der skete et eller andet i kollektivet, men jeg ved ikke præcis hvad. Henna ville ikke tale om det, og jeg vidste, at det ikke nyttede at spørge. Hun ville hellere tale om, hvor vidunderligt det var at komme hjem til mormor. Hun lader til at have været den tryggeste havn i Hennas liv.”
”Var du der, da Henna mødte Måns?”
”Ja, det var jeg faktisk. Det var en af pigerne på malekurset, der inviterede os til fest. Jeg var overrasket over, at Henna ville med, men hun ville pludselig være social. Det skete faktisk, selvom det ikke var så tit. Måns var der sammen med flere andre fodboldspillere. Det var ikke et miljø, som hverken Henna eller jeg var vant til, men Måns og hun begyndte helt atypisk at tale sammen.”
”Ja, det har jeg også hørt,” sagde Rokka.
”Hele deres forhold var usandsynligt i begyndelsen,” fortsatte Carolina. ”Men så blev det mere fast, og alle forstod, at det var alvor. Så kom der børn. Henna elskede børn, og hun ville gerne have mange. Jeg tror, det var Måns, der satte grænsen ved to.”
Rokka tænkte på den abort, som Henna havde villet have, men ikke havde gennemført. Han valgte at tie. ”Tror du, at hun fortalte dig alt?”
”Jeg ville gerne tro det, men jeg tror ikke, det var tilfældet.”
Carolina så opgivende ud.
Tjeneren stillede to tallerkner med dampende, duftende pasta på bordet og et stort fad med friturestegt blomster. Rokka kiggede på bjerget af uregelmæssigt formede fritureklumper. Det virkede ikke sandsynligt, at de to alene skulle lykkes at få massen af fedtet dej i sig, men han ville i det mindste gøre et forsøg.
”Du tager jo hjem i morgen, men du burde nu møde Giulia Theresa.” Carolina lænede sig ind over bordet.
”Hvem er det?”
”Henna boede hos hende, før hun mødte Måns. Hun bor også her i byen, ved Piazza Santa Croce.”
”Det lyder helt sikkert interessant. Kender du hende?”
”Jeg har mødt hende et par gange. Det er noget tid siden sidst, men jeg tror ikke, hun vil være så let. Du vil forstå det, hvis du møder hende.”
En række billeder for forbi i hans hjerne, og han så frem til at møde mennesket i virkeligheden.
”Jeg kan ombooke min rejse og bede det lokale politi om hjælp, så vi kan få fat i denne her Moder Theresa.”
”Hvis det er muligt at undgå det italienske politi, tror jeg, det vil være en god idé. Jeg tror faktisk ikke, hun bor lovligt her i Firenze. Henna var altid bekymret, fordi deres udlejer nægtede at skrive kontrakt. Nogle politibetjente har svært ved at se mellem fingrene med den slags, hvis de altså er i det forkerte humør.”
Han måtte finde en, der havde stor afstand mellem fingrene. Noget sagde ham, at det ville blive lettere at finde vedkommende her end i Sverige. Han løftede den sidste tortelloni op på gaflen.
”Okay. Jeg tager alligevel en snak med kollegaerne og forsøger at forklare situationen. De må finde en rutineret forhørsleder, som vi kan informere om, hvad vi vil spørge om. Jeg ville gerne, at du kom med. Ellers bliver det vist ikke til megen samtale.”
”Du skal ikke have for store forhåbninger,” sagde Carolina. ”Det kan blive lidt svært at få fat på Giulia Theresa. Det er nok tvivlsomt, at hun har telefon. Vi bliver simpelthen nødt til at gå derhen. Med det samme i morgen tidlig.”
Efter en espresso var det tid at bryde op. De rejste sig fra bordet og gik ud gennem døren.
”Det var faktisk dejligt at tale med dig om Henna. Tak,” sagde Carolina, da de stod sammen på fortovet udenfor. Hun rakte hånden frem og stillede sig på tæer for at give ham et kindkys. Højre, venstre, højre. Rokka fulgte hendes bevægelser, så godt han kunne.
”Det der har jeg aldrig rigtigt kunnet lære,” sagde han og lo. Så begyndte han at gå derfra. Han undrede sig. Der var noget tiltrækkende ved Carolina. Men hvad? Han ville nok komme i tanke om det.
*
Evelina Olsdotter sad i hotellets lobby og nippede til et glas prosecco. Hun forsøgte at finde på en god undskyldning til at slippe for at tage med til morgendagens middag.
På skærmen foran sig havde hun sin arbejdsmail åben. Direktøren på hovedkontoret ville have en tilbagemelding. Hun skrev hurtigt de vigtigste punkter og vedhæftede de billeder, Franca havde givet hende. Med et klik var mailen på vej, og hendes direktør kunne være rolig.
Sofaen var virkelig skøn. Så diskret som muligt stak hun hånden ind under sin løse bluse og løsnede sin bukseknap, hvorefter hun lænede sig tilbage. Hun løftede hovedet og kiggede rundt i lobbyen. En kvinde var ved at tjekke ind. En anden svøbte en overfrakke om sig og tog et par alt for store solbriller på, før hun forlod hotellet og gik ud i Firenzes aften. Evelina funderede over, hvad hun mon måtte skjule bag de mørke glas.
Hun tømte glasset med den sprudlende drik og så lukkede hun øjnene og lod tankerne glide ad den bane, de ønskede mest af alt. Tilbage til gårsdagen. Hun ville have mere. Ville fyldes af ham igen. Hun havde allerede glemt, at Manuel Battista havde haft et mærkeligt medicinsk præparat i sin lomme. Pludselig gled tankerne ud ad et sidespor til Johannes, som lige nu sejlede og tjente penge i Caribien. Et minimalt stik af dårlig samvittighed for som et projektil gennem hendes tanker. Det var så lille, at det let kunne ignoreres. Et større stik af dårlig samvittighed meldte sig nu, og hun indså, hvor små hendes skrupler egentlig var.
Hun lukkede computeren. Det ville være umuligt at slippe for den middag. Det kunne hun ligeså godt indse. Et nyt outfit ville sikkert gøre det hele lettere. Hun vidste, at hendes absolutte yndlingsbutik havde aftenåbent. Den lå bare nogle blokke herfra, tæt på domkirken. Med nyt tøj og lidt sminke ville hun kunne forvandle sig til den selskabelige udgave af sig selv. Den Evelina, som alle modeproducenter ønskede at hverve. Hende, som gjorde sig fortjent til en obskønt høj månedsløn.
Hun tog sin mobiltelefon. Den var stillet på lydløs, og hun havde ikke bemærket, at hun havde modtaget flere beskeder. En fra Johannes, der bad hende ringe. Ikke nu. En anden fra mor, der spurgte, hvordan det gik med arbejdet. Hun orkede ikke at tale med mor. Dernæst en ny besked fra samme nummer som før:
Hvis du havde villet, var det aldrig sket. Nu er det for sent.
Hun gøs. Ordene føltes mærkeligt ubehagelige. Hun gik ind på nummeroplysningen og tastede tallene ind. Intet resultat. Hun overvejede, om hun skulle skrive tilbage til vedkommende, men orkede det ganske enkelt ikke. Og desuden havde hun virkelig ikke tid til at bekymre sig om en, der ikke havde styr på sine kontakter. Hun rejste sig fra sofaen og forlod hotellet. Nyt tøj skulle det være.
*
Janna Weissmann var modvilligt gået med til at mødes uden for lejligheden. Men nu sad hun her proppet fuld af paracetamol og følte sig helt forkert. Ifølge hendes veninde Katarzyna var restauranten New York-inspireret. Slebet betongulv og vægge med hvide fliser. Menuer skrevet på tavler med bevidst henkastet skrift. Restauranten profilerede sig på råvarer fra nærområdet og efter sæson med enkelte importerede specialiteter.
På trods af at Katarzyna boede i Stockholm havde hun bedre styr på, hvad der var nyt i Hudik end Janna selv. Hun havde kun set restauranten udefra, når hun var løbet forbi.
Katarzyna var Jannas bedste veninde, ja, egentlig hendes eneste. De havde lært hinanden at kende i skoletiden. Nærmere bestemt på kostskolen. De sås ikke så ofte, men talte meget tit i telefon sammen. Indimellem kom hun til Hudiksvall på besøg, oftest på eget initiativ ligesom denne gang.
”Hvordan går det med Argento’?” spurgte Katarzyna.
”Ikke godt. Jeg har ikke noget valg. Jeg har bestilt tid hos dyrlægen.” Det seje slim samlede sig i Jannas hals, og hun hostede i ærmet.
”Jeg kan godt forstå, det er svært. Du må huske på, at det er bedst for katten på den måde.”
”Jeg prøver.”
Katarzyna mødte hendes blik og holdt det fast. Janna tænkte, at hun kunne se tværs gennem alle mure. Kunne se trætheden.
”Du burde tage fri,” forsøgte Katarzyna. ”Du plejer jo ikke at være syg. Se det som et tegn.”
”Jeg kan ikke. Jeg ved ikke, hvordan man gør.”
”Man rejser sig fra kontorstolen og går,” sagde hun og slog ud med hænderne. ”Det er såmænd ikke så vanskeligt.”
Man giver aldrig op, tænkte Janna. Kun tabere giver op. Hendes fars ord rungede i hovedet på hende, som om han sad derinde. En række billeder fløj gennem hendes hoved. Hende selv med mor og far i salonen ved middagsbordet. Pænt tøj og indesko. Far som sad ved bordenden og styrede samtalen under middagen. Mor som sad tavs og lod ham styre.
”Det er min opgave at opklare den her sag,” sagde hun og kiggede på Katarzyna.
”Men du er vel ikke den eneste på politistationen?”
”Jo, næsten. Og jeg har lovet mig selv at arbejde, til sagen er opklaret,” fortsatte Janna og lagde armene over kors for at skjule sine skælvende hænder.
Katarzyna rystede på hovedet. ”Hvornår har du egentlig sidst holdt ferie?”
”Jeg holdt to uger sidste år.”
”Du må have helt vildt meget ferie til gode. Lad os bestille en rejse. Lad os tage til Argentina. Eller Peru!” Hendes øjne lyste entusiastisk. ”Jeg har en ven, der arrangerer vandreture i Guatemala. Du kan vælge, hvad du vil. Vi har jo råd til det.”
Vreden steg op i Janna. Det var ikke hendes penge. De ville aldrig blive hendes. Aldrig nogensinde.
”Du kan forsøge at lokke mig, så meget du vil. Men jeg bliver her, til vi har fundet de beviser, som kan fælde en gerningsmand,” sagde hun skarpt.
Katarzyna lænede sig tilbage i stolen og blev tavs.
Janna tog menukortet og kiggede mulighederne igennem.
”Jeg tror, jeg forstår,” sagde Katarzyna. ”Og nu vil jeg være helt ærlig over for dig.”
Janna sank sammen i stolen. ”Okay,” sagde hun.
”Du kan ikke skjule noget for mig. Jeg ved, hvorfor du arbejder så meget.”
Janna lagde hænderne i skødet og knyttede dem. Hun vovede knapt at ånde.
”Det er, fordi du ikke vil standse op og mærke efter,” fortsatte Katarzyna. ”Du ønsker ikke at mærke ensomheden.”
Janna sukkede dybt, men diskret, og strakte sig lidt.
”Jeg har altid holdt af at være alene,” sagde hun kortfattet, men i samme øjeblik krøb sandheden ind under huden på hende. Ensomheden var ganske rigtigt brutal, men det var den eneste tilstand, hun helt og fuldt forstod sig på. Hun kiggede på Katarzyna og kunne ikke slippe fornemmelsen af, at veninden forstod, hvad det virkelig handlede om.
”Jeg ved det godt, men der er grænser,” sagde Katarzyna og lænede sig tilbage. ”Det er på tide, at du konfronterer dine problemer. Du kommer aldrig til at få det bedre, hvis du ikke slutter fred med dine forældre.”
”Det er lidt sent at tænke på det.” Janna viftede med hånden for at få kontakt med en tjener, som ikke så hende. Så lænede hun sig også tilbage. Tænkte på sin mors begravelse og sin fars to år senere. Siden da havde hun været alene. Eller rent faktisk fri?
”Du behøver ikke tage mig på ordet. Jeg mener bare, at du skulle tale med nogen, der kan hjælpe dig videre.”
Lige i det øjeblik overvejede Janna at rejse sig og gå sin vej. Katarzyna ville ikke give sig. Hun rakte ud efter sit vandglas for at få tankerne til at forsvinde.