Macbeth

Når Duncan sover –

og de strabadser han har haft på rejsen

indbyder til det – så vil jeg beværte

hans to lakajer ved et drikkelag,

så deres huskeevne, hjernens vogter,

blir til en tåge, og forstandens sæde

en bryggerkedel; når de segner om

i svinsk og døllet søvn, der ligner døden,

hvad kan vi to så ikke gøre mod

den værgeløse Duncan?

Alt er brugt og intet vundet,

når glædesløst begær sin løn har fundet;

de, som vi dræbte, er nu mere trygge

end vi med vores bange dræberlykke.

Hun skulle være død en anden gang;
så blev der måske tid til den slags ord. –
„I morgen“ og „i morgen“ og „i morgen“,
det slæber sig så trægt fra dag til dag,
til sidste stavelse i tidens bog;
og hvert „i går“ har kun lyst narre vej
til dødens støv. Ud, ud, du sølle lys!
Vort liv er kun en skygge, kun en flakke,
en stakkels komediant, der hidsigt skridter
sin stund på scenen af og så blir tavs,
et eventyr, fortalt os af en dåre
med larm og bulder, fyldt af raseri,
og det betyder intet.