Jørgen Stein

Den eneste lykke er dog at lyde loven, den eneste vej går gennem pligtens mølleværk. – Verdens mindste hånd, endnu ikke set, havde tilvinket Jørgen: Din opgave her, det er mig. Alt det andet, hele din fortid, alle talte ord og tænkte tanker, opvejer ikke et strå til min rede.

Han gav dem så gerne op, usikre havde de været. Han var jo af en årgang, der måtte snuble i starten.

Og spørgsmålet: Hvad skal man leve for, tro på, stræbe mod, simplificeredes så sært, efter at han var blevet gift. Når man var to, flyttedes tyngdepunktet jo ud af en selv; paradokset bekræftedes: Ved at binde sig blev man friere. Han havde fået den opgave at sørge for Marie og slap i et dertil svarende forhold for at herse med sig selv.

Selvfølgelig – tænkte han desperat og begyndte forfra – selvfølgelig er den danske Lykkepers historie fuldstændig umulig. At ende som vejassistent, miste verden og „vinde sig selv“, det er ord, ord.

Han ville etablere sig, så intet stød fra verden kunne forvirre ham. Han ville leve i harmoni med sig selv, beskeden, umisundelig, og når andre svang sig op, ville han unde dem det og tænke: Den lever alligevel bedst, som lever skjult. Han ville smile vist ad det blændværk, de kaldte lykke. Man havde jo altid vidst, at jo mere man stræbte, jo flere bekymringer samlede man sig.

Mennesket er perverst endnu,“ sagde Jørgen med et tankefuldt smil. „En del af dets fornøjelse består i at have, hvad de andre bitterligt mangler.“

Lykken, sådan stod det for ham, var at blive i sandhed sig selv. Gerne være ensidig, gerne indtil vanvid – gerne gælde for en original, blot man virkelig fastholdt noget og stod last og brast med det.

Folkestyre, menneskerettighederne – alt det er vokset frem som et moralsk retfærdighedskrav gennem århundreder. Det udtrykker, at hvis naboen har det ilde, har jeg selv det heller ikke godt. De er civilisationens blomst.“

Med skræk forstod han, at han i utide havde villet tiltage sig de gamles ret: at pusle rundt på erindringens steder.

Han havde også giftet sig med omtanke; hans frue besad skønhed, intelligens og penge, denne sjældne trehed; ville han engang efter tidens tilbøjelighed gøre det om – og han fulgte tiden – kunne man forlade sig på, at også med næste valg ville han være vel tjent. En sjælden fysik tillod ham at leve ret hårdt; han sov kun få timer i døgnet, men var til gengæld altid ligbleg.

Han var ikke, som andre, færdig med det svundne; dybt inde i ham kvidrede en fugl en uforståelig, men stadig tydeligere vise. Han kunne, uden egentlig at være særlig fortvivlet, synes, at hele hans tilværelse var en triviel drøm, han engang var sovet ind til; og alt hvad der skete, var kun betydningsløs tidkort i stedet for det udeblevne, det vigtigste, det der kunne have …