»Der går også rygter om, at Belphegor er set nede på Fjordmarken, hvor to piger er blevet fundet hængt op ved håret, så blodet piblede ud af hovedbunden. Nu er det bare et spørgsmål om, vi når at indhente Belphegor, eller om han ser sit snit til at køre over for rødt nede, hvor Borgergade krydser Vesterbro, og forsvinde ud i det fjerne Vejgård? Der er ingen af os, der tøver et øjeblik, det hele er som eet langt cykelløb igennem fremmede kvarterer, hvor stadig flere slutter sig til forfølgelsen, når de hører os råbe, at vi er i hælene på Belphegor. Og efter indviklede afstikkere igennem ukendte gadenet, når vi frem til Sauers Plads. Det er et stort område i nærheden af banegården, der for det meste henligger som vildmark, og hvor zigøjnere slår sig ned for at drive deres handel med ‘falske tæpper’, eller hvor et tilrejsende cirkus af og til slår teltet op. Denne sommer står der en helt tom bygning i flere etager af beton, som et skelet af et hus, der er i færd med at blive til den nye politigård. Her ender så forfølgelsen af Belphegor, ved denne tomt, der rejser sig mørkt og skræmmende mod aftenskumringens himmel, mens hundrede af drenge og nogle voksne lusker rundt og begynder at kaste forskelligt ind mod de mørke og gabende åbninger. Vi er alle sammen overbeviste om, at det er nu denne aften, vi stener djævelen.«
En dreng vokser op alene med sin far, først i husvildebarakkerne uden for byen og senere i havnekvarteret ved fjorden. Her følger vi hans undersøgelse af, hvordan han kan overleve i en kultur præget af fjendtlighed over for alle, der trænger ind i kvarteret, og mod dem indenfor, der bryder de uskrevne regler. Han bliver derfor nødt til at kende disse regler for at kunne balancere mellem sin ubændige nysgerrighed og frygten for straffen, der falder, hvis man træder udenfor. Men på et tidspunkt går det galt.
Natten er Jordens skygge er en roman om drenge, der lever og vogter på hinanden efter egne improviserede regler. Her kan det være skæbnesvangert at træde uden for loven, mens den anden verden, hvor de voksne lever, synes altid fjern og dukker kun frem af og til med trusler og straf.
De er afsondrede i deres egen kultur, hvor de hele tiden forsøger at overleve uden forståelige råd udefra, mens de med mistro prøver at fortolke både livet, døden og den store ulykke.