Spildte kræfter

Det, der kendetegner Helle Thorning-Schmidt, er alt det modsatte. At hun hverken kan skrive eller improvisere. At hun har en meget begrænset almen viden. At hun ikke har noget nærvær. At hun ikke har nogen større visioner. At hun kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for den alligevel taler som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne, er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement.

I 1998 blev jeg kontaktet af Lone Dybkjær. Hun ville høre, om jeg ville fungere som sparringspartner, når det gjaldt hendes medieoptræden. Jeg sagde tøvende ja, men opgav hurtigt, fordi hendes image som snerrende aggressiv i vidt omfang skyldes, at det er hun.

Det, der navnlig generede mig ved centrum-venstre, var de evindelige abstraktioner. At man altid snakkede principielt om, hvordan man burde køre i tog og leve i socialt blandede områder og sætte sine børn i folkeskolen, mens man diskret valgte en anden løsning for sig selv: tog bilen og fandt et rart kvarter i Virum, hvor folkeskolen i realiteten var lige så selektiv som en privatskole. Hvis man da ikke ligefrem anbragte dem i en privatskole, der altid kunne få lidt idealistisk sminke med betegnelsen lilleskole.

Jeg erkender, at det er generaliseringer, men der er ikke noget at gøre ved det, og der kommer flere. Evnen til at foretage og fortolke generaliseringer er et udtryk for menneskets høje intelligens. Det er kun de dumme, der bliver forvirrede, når de står over for udsagn af generel karakter.