Stoner

Og selv om han tilsyneladende betragtede den med et følelsesløst blik, var han bevidst om den tid, han levede i. I løbet af det tiår, hvor mange mandeansigter fik en permanent glædesløs hårdhed over sig, som om de så ned i en afgrund, fandt William Stoner, for hvem det udtryk var lige så velkendt som den luft, han indåndede, deri tegnene på en mere omfattende fortvivlelse, som han havde kendt, siden han var dreng.

Og selv om han tilsyneladende betragtede den med et følelsesløst blik, var han bevidst om den tid, han levede i. I løbet af det tiår, hvor mange mandeansigter fik en permanent glædesløs hårdhed over sig, som om de så ned i en afgrund, fandt William Stoner, for hvem det udtryk var lige så velkendt som den luft, han indåndede, deri tegnene på en mere omfattende fortvivlelse, som han havde kendt, siden han var dreng.

Kun med viljens hjælp lykkedes det ham at minde sig selv om, at han bedrog Edith. Hans livs to halvdele var så adskilte, som et livs halvdele kan være; og selv om han var klar over, at hans evner til selvransagelse var begrænsede, og at han var forfalden til selvbedrag, så kunne han ikke overbevise sig selv om, at han gjorde noget ondt mod nogen, som han følte sig ansvarlig for.

I sin tidlige ungdom havde Stoner tænkt på kærligheden som en absolut form for væren, som man måske ville kunne få adgang til, hvis man var heldig; i sine voksne år havde han besluttet sig for at se den som himmerige i en falsk religion. Nu, hvor han var midaldrende, begyndte han at forstå, at den hverken var en nådestand eller en illusion; han så den som en menneskelig tilblivelsesproces, en tilstand, der hvert øjeblik og hver dag blev genopfundet og omformet af viljen og forstanden og hjertet.

I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.

I sit treogfyrretyvende år lærte Stoner, hvad andre havde lært før ham, da de var meget yngre; at den, man elsker til at begynde med, ikke er den samme som den, man elsker til sidst, og at kærligheden ikke er et mål, men en proces, hvori et menneske forsøger at lære en anden at kende.

Åh, det var ikke mig,” sagde hun, idet hendes lavmælte stemme klingede med en lille skælven af undertrykt latter. “Det var slet ikke mig. Det var Dem, han angreb. Det handlede dårligt nok om mig.”

Der var noget grotesk velkendt ved, hvad han sagde og gjorde. Og pludselig vidste Stoner, hvad det var. Det var Hollis Lomax – eller rettere, en grovkornet karikatur af ham, der kom helt uforvarende; ikke som en gestus af foragt eller modvilje, men af respekt og kærlighed.
Walkers

Han blev afbrudt af et højt spektakel. Døren var gået op, og Charles Walker kom ind i lokalet; idet han lukkede døren, gled bøgerne, han bar under sin forkrøblede arm, og faldt hårdt ned på gulvet. Han bøjede sig akavet ned med det dårlige ben strakt bagud og samlede langsomt sine bøger og papirer sammen. Derpå trak han sig op igen og sjoskede gennem lokalet, idet hans fod skrabede mod den nøgne cement med en hul, skurrende hvislen. Han fandt en stol på forreste række og satte sig ned.
Da Walker var ko

Det første par måneder efter sin hjemkomst til Columbia var hun rasende aktiv