«Han står med spædbarnet i sine arme holdt frem med samlede albuer foran sit bryst, underarmene skålformede som til anråbelse, så barnet hviler med ryggen mod hans arme og fødderne mod hans bryst og hovedet borte fra ham i hans hænder, dets ansigt mod himlen. Således står han og ser på det sorgløse, uvidende barn. Og hans viden er hans sorg, på en gang er han opfyldt af summen af den gråd, som dette barn vil skulle græde i løbet af sin tilværelse atter og atter på en gang afsluttet film. Og ville man spørge, hvorledes han kunne vide, hvad der skulle se med dette barn (for ingen kan jo kende begivenhederne i en fremtid, som ikke er indtruffen), ville svaret være, at dets fremtid forlængst var indtruffen, at den allerede var ovre.» Syv fortællinger om en række personer og de landskaber, indre som ydre, der former dem.Henrik Bjelke (1937–1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen «Første person ental». Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn. Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.
