Hest, hest, tiger, tiger

Kapitel 1 – Om mad i næsen
Lad mig sige det, som det er. Min mor har ikke været specielt heldig med sine børn.
Og nu tænker du nok straks »arh okay« og »vær nu ikke så grov mod dig selv«, men det passer. For først kom Mikala, som er hjerneskadet, og de rendte konstant til undersøgelser og møder – og gør det for øvrigt stadig, selvom Mikala i dag er fyldt nitten. Så skred Mikalas far, Bjarke, til Holland, og mor mødte i stedet min far, og så kom Honey, altså mig. Med læbeganespalte og utallige operationer og mad, som satte sig fast i næsen, da jeg var lille.
Jeg lignede ærligt talt et monster. Bestemt ikke den nuttede, fine, lyserøde baby de fleste går og drømmer om. Og selvom jeg er sluppet billigt i forhold til mange andre med læbeganespalte, så kommer man ikke uden om, at jeg ikke er for køn at se på. Faktisk det stik modsatte. Min næse er flad og skæv,

Kapitel 10 – Om én Karen for meget
Anden gang jeg kom til kinesisk, mødte Karen desværre også op. Det skabte lidt forvirring, for læreren havde kun én Karen på sin liste og ville nu vide, hvad vi hver især hed til efternavn, så hun kunne finde ud af, hvem af os, der ikke var registreret i systemet.
»Blixen,« fløj det straks ud af munden på mig, for det lød på en eller anden måde så naturligt.
Først så de andre lidt underlige ud i ansigterne, og jeg blev et øjeblik nervøs for, om det var det samme, den anden Karen lige havde sagt. Jeg glemmer somme tider at høre efter. Men hun hed heldigvis Andersen. Jeg åndede lettet op.
»Så Karen Andersen og Karen Blixen,« gentog læreren og skrev ned på sin blok. »Og jeg skal lige være sikker. Det er Blixen med x?«
»Lige præcis,« sagde jeg. »Det er lidt specielt.«
Nogen vil måske undre sig over, at jeg overhovedet mødte op igen. Men det var, fordi vi den første gang var blevet inddelt i sådan nogle par, og jeg var kommet sammen med en, som hed Birgit, som ikke var særligt god. Vi havde øvet nogle sætninger, som var vildt svære, og som vi skulle fremføre for resten af holdet den næste gang. Så virkede det ærligt talt lidt fejt ikke at komme.
Det gik også rigtig fint med øvelserne og sætningerne. Og jeg lærte et par nye ord, og læreren spillede en sang for os på anlægget, som hed »Dong fang hong«, som betyder »Østen er rød«, og som er en meget kendt sang i Kina.
Bagefter skulle vi prøve at synge den sammen, mens læreren spillede den på sin guitar, og hvis jeg selv skal sige det, var jeg nok en af dem, der sang den allerbedst. Jeg havde virkelig flair for det sprog.
Men anden gang blev også sidste gang på kinesisk-holdet. For jeg vidste jo godt, at Karen Blixen helt sikkert ikke havde betalt. Og jeg vidste også, at mor helt sikkert ikke ville give mig lov til at gå til kinesisk. Vi var nemlig i gang med at spare op til at få repareret vores vaskemaskine, som var gået i stykker – eller købe en ny, så mor og jeg kunne slippe for at gå på vaskeri hver uge.
Så efter den dag forsvandt Karen Blixen uden en lyd. Som sunket i jorden. Det må have virket meget mystisk. Og jeg håber ikke, at nogen er blevet bekymrede af den grund. Det var nødt til at være sådan.
I lang tid var jeg ret nervøs for at

personalemøde, og hun viste mig, hvordan

personalemøde, og hun viste mig, hvordan de nu stod og pyntede

personalemøde, og hun viste mig, hvordan de nu stod og pyntede i butikken, selvom der stadig var et par ­måneder til jul. Hvis ikke jeg havde købt én,

Jeg tænkte på det, da jeg gik ned ad vores gade, og jeg tænkte på det, idet jeg drejede om hjørnet – og stødte lige ind i maven på far.

Brunchen, mødet med kinesiskholdet, varede i alt to timer og elleve minutter. Jeg ved det helt præcist, fordi jeg konstant kiggede på min telefon og også flere gange sagde, at nu måtte jeg desværre videre. Men de ville ikke lade mig gå. Der var hele tiden et spørgsmål mere, eller »tag nu et sidste glas juice«. Til sidst lykkedes det mig dog at komme ud ad døren. Men først efter at vi havde lavet gruppekrammer, og alle havde fået et håndtryk.
Det er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har været med til. At være helt forkert og så rigtig på én gang. Jeg følte mig nærmest rundtosset, da jeg gik hen mod bussen bagefter.
Og denne her hændelse er samtidig det frygteligste i denne her historie. Det værste, der overhovedet kunne ske.

Kapitel 28 – Om platteoverrækkelsen
Da jeg nåede hen til hospice, var klokken næsten et, og jeg forventede derfor at finde Marcel i gang med sin frokost – eller i færd med at kigge på sin frokost, før han konstaterede, at han ikke var rigtig sulten, om ikke andet.
Men da jeg kom til hans dør på gangen, var den lukket, hvilket var usædvanligt. Jeg stoppede derfor op et øjeblik og talte dørene en ekstra gang for at sikre mig, at det nu også var den rigtige, jeg var standset ved. Det ville være så upassende at brase ind hos en forkert døende. Men jo, tredje dør, den måtte være god nok.
Jeg holdt min taske med platten foran på maven og tog fat i dørhåndtaget, da en stemme i det samme lød bagfra:
»Hov, vent. Hvem skal du besøge?«
Jeg vendte mig og så ind i et fregnet ansigt på en rødhåret kvinde i hvidt tøj. Jeg mindedes ikke at have set hende før, men gik ud fra, hun var en sygeplejerske. Hun måtte være ny. Eller måske en vikar.
»Marcel,« sagde jeg. »Vi har en aftale.«
Sygeplejersken lagde en varm hånd på min arm.
»Er du familie?« spurgte hun.
»Narj,« sagde jeg. »Ikke sådan lige.«
Hun rynkede panden og spidsede munden lidt.
»Men du kender ham?«

Hvor blev du af? Du er jo nærmest blevet en myte.«

Af og til bliver hun også lidt fuld. Bare sådan fjollefuld, ikke mere end de andre forældre, men alligevel.

Men det var i en af de perioder, hvor mormor drak lidt for meget portvin, og hun og mor altid skændtes. Så