Throne of Glass #1: Kongens forkæmper

„Var det ikke en del af din træning at lære at tabe med værdighed?“

„Nej,“ sagde hun surt. „Arobynn sagde at en andenplads bare var en fin titel til den første taber.“

„Frøken Lillian tilhører sig selv og ingen anden.“

„Så hun er ikke sammen med ham?“

„Nej.“

Otho trak på skuldrene. „Det er underligt.“

„Hvorfor?“ Chaol havde pludselig lyst til at kværke ham.

„Fordi det ser ud som om han er forelsket i hende,“

„Nogle forældre slår deres børn, mine straffede mig også med dansetimer.“

„Så må du have været en meget slem dreng.“

„Hvor længe sov jeg?“ spurgte hun igen og bemærkede at hans kinder var en smule røde. „Sov du også?“

„Indtil du begyndte at savle på min skulder.“

„Sådan en selvretfærdig, ung mand,“ kurrede hun, og han prikkede til hendes ben.

„Er du min gave eller er der noget i den kurv ved dine fødder?“ spurgte hun.

„Hvis du gerne vil pakke mig ud,“ sagde han og løftede den store fletkurv op på bordet, „har vi stadig en time før vi skal være i templet.“

Hun grinede. „Glædelig yulemas, Dorian.“

„I lige måde. Jeg kan se at ... Er dine tænder røde?“

Hun smækkede munden i og rystede voldsomt på hovedet i protest.

„Hvad er pointen med at have en hjerne hvis man ikke kan bruge den til at tænke kritisk med?“

„Hvad er pointen med at have et hjerte hvis man ikke bruger det til at skåne andre for hjernens hårde kritik?“

Vi har alle vores ar, Dorian. Mine er tilfældigvis bare mere synlige end de fleste andres.

Ved du hvad det var for et Wyrdmærke som brændte på din pande?“
Celaena stivnede. „Nej. Gør du?“
Nehemia sendte hende et vurderende blik. „Nej, det gør jeg ikke. Men jeg har set det før. Det lader til at være en del af dig

Jeg navngiver dig Elentiya, ’Sjælen Som Ikke Kunne Knækkes’.“

Du bærer mange navne, og derfor vil jeg også navngive dig.“