Pesten

Men der findes byer og lande, hvor folk indimellem har en fornemmelse af, at der også er noget andet. Det plejer ikke at ændre deres liv. Men de har i det mindste haft den fornemmelse, og det er altid noget. I forhold hertil er Oran tilsyneladende en by uden nogen fornemmelser, det vil sige en helt igennem moderne by. Det er derfor ikke nødvendigt at give en nøjere beskrivelse af, hvordan man elsker hinanden hos os. Enten kaster mænd og kvinder sig grådigt over hinanden i det, der kaldes kærlighedsakten, eller også bevæger de sig ud i en lang vane for to. Der er som regel ingen mellemvej. Hvilket heller ikke er særlig originalt. I Oran er man, af mangel på tid og eftertanke, nødt til at elske hinanden uden at vide det.

Intet er formodentlig mere naturligt i vore dage end at se mennesker arbejde fra morgen til aften og derefter vælge at spilde den tid, de har tilbage at leve i, med kortspil, på cafeen og med at snakke.

Da Tarrou havde udtrykt sin undren over det indelukkede liv, han levede, havde han forklaret ham noget om, at ifølge religionen var den første del af et menneskes liv en opstigning og den anden del en nedstigning, at mennesket ikke var herre over sit liv under nedstigningen, at det kunne blive revet fra ham når som helst, at han altså ikke kunne gøre noget ved det, og at det derfor netop var bedst ikke at gøre noget. Han var åbenbart ikke bange for at sige sig selv imod, for lidt efter havde han sagt til Tarrou, at Gud bestemt ikke var til, for hvis han var, ville præsterne være overflødige