Indskrifter. Essays om fænomenologi og æstetik

At skrive er derfor egentlig at kalde på læseren, at opfordre ham til, med mig, at afsløre den virkelighed, eller at give den virkelighed eksistens, som jeg gennem sproget og min skabende virksomhed giver mulighed for at komme til verden. Derfor er det altid læserens frihed, skribenten kalder på, for kun denne frihed kan hjælpe ham med frembringelsen af hans værk, uden den forbliver værket kun en ting mellem andre ting, med en egeneksistens, som ikke har noget forhold til menneskelig eksistens, en væren-sig-selv uden menneskelig betydning: læsningen er »en styret skaberakt« (smst. s. 95, dansk ovs. s. 63).

Sartre har aldrig, sådan som det f. eks. er blevet hævdet fra borgerlig side, været kommunist. Han har tværtimod fra første færd været kritisk over for partikommunismen, og han har aldrig ønsket at suspendere denne kritik. Han har heller aldrig, som ofte påstået fra kommunistisk side, været antikommunist. Skønt han aldrig lagde skjul på de ideologiske divergenser – og på trods af de hadefulde og vulgære overfald, han en tid var udsat for fra kommunistisk side (redaktøren af det kommunistiske tidsskrift »La Nouvelle critique« kaldte ham ligeud for fascist!) – har han hele tiden holdt fast ved den overbevisning, at kun kommunisterne ville være i stand til at realisere det mål, han også betragtede som sit: skabelsen af et socialistisk samfund, hvor den enkelte skal kunne udfolde sig frit. Denne overbevisning har han fastholdt lige siden, og den kommer også til udtryk i »Critique de la raison dialectique«, hvis forord forresten i sin første redaktion blev offentliggjort i et polsk tidsskrift allerede i 1957, altså på et tidspunkt, hvor de franske kommunister ikke var særligt tilbøjelige til at indlede nogen form for samtale med Sartre om ideologiske og filosofiske spørgsmål.

vort mål er på langt sigt en befrielse … mennesket må fuldstændigt befries, det vil sige, at det må gøre sig til noget andet, end det er, ved at indvirke på sin biologiske situation såvel som på sine økonomiske kår, på sine seksuelle komplekser såvel som på de politiske forudsætninger for sin situation … Vi går uden vanskelighed ud fra, at et menneske, omend det betinges fuldstændigt af sin situation, dog kan være et centrum for en ubetinget ubestemmelighed. Denne uforudseelighed, som tegner sig skarpt mod den sociale bestemmelighed, er det, vi kalder friheden, og den enkelte person er intet andet end sin frihed … Man gør ikke, hvad man vil, og dog er man ansvarlig for, hvad man er: mennesket, som kan forklares ved hjælp af så og så mange samtidige årsager, er dog alene om at bære byrden af sin personlighed. I denne betydning kunne friheden se ud til at være en forbandelse, og den er en forbandelse. Men den er også den eneste vej til menneskelig storhed … Dette er vor opfattelse af mennesket, det totale menneske. Helt engageret og helt frit. Og dog er det dette menneske, man må befri ved at udvide dets muligheder for at vælge … Vort tidsskrift vil vie sig til forsvaret for selvbestemmelsesretten og den enkeltes ret. Vi betragter det frem for alt som et organ for virkelighedsforskning.« (»Situations« II, s. 23 ff, dansk ovs. 30 ff).