Iwo Jima

Iwo Jima, en lille vulkanø 1100 kilometer syd for Tokyo, blev mod slutningen af Anden Verdenskrig en strategisk vigtig brik i bombeangrebene på Japan. Samtidig var det første gang amerikanerne nåede ind på japansk territorium, og japanernes indædte modstand på Iwo Jima er gået over i historien.
General Kuribayashi og hans garnison på 21.000 mand vidste, at de ikke kunne besejre de amerikanske invasionsstyrker, men forskanset bag Stillehavskrigens stærkeste forsvarsværker kæmpede de til sidste mand. Da amerikanerne gik i land på Iwo Jima den 19. februar 1945, var den golde, svovldampende vulkanø én stor bunker – med kilometervis af tunneler, befæstede huler og skyttegrave. De døbte hurtigt Iwo Jima “Helvede på Jorden”.
Admiral Namitz sagde om slaget om Iwo Jima, at “ualmindelig tapperhed blev en almindelig dyd”. Intet andet sted er der uddelt så mange amerikanske æresmedaljer, og Joe Rosenthals billede af de seks soldater, der rejser det amerikanske flag å toppen af Iwo Jimas Mount Suribachi, gik verden rundt.

Richard Wheeler var en del af det kompagni, der rejste flaget på Mount Suribachi, og siden militærhistoriker og forfatter. Set fra både forsvarenes og angribernes synsvinkel fortæller han her udførligt historien om slaget om Iwo Jima, 1945.