Descartes

Hvis følelserne er virkninger af sjælens tætte forening med kroppen og derfor er tegn på, at mennesket er et helt og virkeligt menneske, er det absurd at tro, at de vil kunne elimineres. Følelseslivet er ud fra Descartes opfattelse en del af menneskets væsen og ikke et bedrøveligt vilkår, som mennesket er underlagt og må tåle. Følelser er tværtimod kilden til de største glæder, dette liv har at byde på. Skønt mennesket således er et følende væsen, er det ikke i sine følelsers vold. Følelserne får os til at ville det, der gavner vort legeme, men viljen er i overensstemmelse med sin natur så fri, at den i princippet aldrig kan tvinges til noget (AT XI, 359). Den vise kan derfor gøre sig til herre over sine følelser. Stoikernes ideal om den vises apati er derfor udtryk for en livsholdning, som Descartes ikke kunne dele.

Eftersom det ikke er upassende for en filosof at tro på, at Gud kan bevæge et legeme, skønt han ikke anser Gud for legemlig, er det heller ikke upassende at tro noget lignende om andre ulegemlige substanser [herunder fx den menneskelige sjæl]. Og skønt jeg ikke tror, at nogen handlemåde i samme betydning kan tilskrives Gud og det skabte, må jeg dog indrømme, at den eneste idé jeg kan finde i min bevidsthed om den måde, hvorpå Gud eller en engel kan bevæge materien, ikke er forskellig fra den, jeg har om materien, og som gør, at jeg er overbevist om, at jeg ved min tanke kan bevæge min krop«

Når bevidstheden fx tænker på en trekant, kan den bevise sætninger om trekanter, uanset at der måske ikke i virkeligheden findes trekanter, men som må gælde for trekanter, hvis disse overhovedet eksisterer. Dette skyldes, at alt, hvad der erkendes klart og distinkt om matematiske eller geometriske emner, må være træk, som de nødvendigvis har, dvs. træk som udgør deres essens eller følger af den. Dette vil jo igen sige, at hvis der findes en materiel verden, så kan denne – som tidligere vist – bestemmes rent matematisk og geometrisk, og alt, hvad der kan bevises ud fra disse bestemmelser, må være ubetvivleligt sandt. Hermed har Descartes nået det mål, som han har sat sig, nemlig metafysisk at retfærdiggøre sin mekaniske naturopfattelse, dvs. sin naturfilosofi – under forudsætning af, at der findes en materiel verden.