onklusionen er derfor, at forskellige tekster har forskellige troværdighedsproblemer, som man må identificere og tage højde for, så godt man kan. Det er altid et spørgsmål om på den ene og den anden side, om styrker og svagheder på forskellige punkter. Der er dog to tommelfingerregler, som normalt udpeger oplysninger med høj troværdighed. Den første er, at oplysninger, der strider mod tekstens øvrige tendens, normalt står til troende. Når en kildes forfatter for eksempel roser sine fjender eller siger noget ufordelagtigt om sine venner og politiske meningsfæller eller på anden måde oplyser noget, der taler imod hans eller hendes overbevisning eller hensigt, så er det som regel mere pålideligt, simpelthen fordi forfatteren har modstået fristelsen til at fortie eller fordreje det. Den anden er, at oplysninger, der falder en passant eller uden relation til tekstens formål og tendens, også er meget pålidelige. I disse tilfælde har forfatteren nemlig ikke noget motiv til at ændre på oplysningerne, men kan lige så godt meddele det, som det er. Det udelukker selvfølgelig ikke de fejl, der opstår af rent og skært sjusk.