Artemis Fowl 4 – Opals hævn

Opal lænede sig fremad i sædet og hamrede løs på Johnnys skuldre med sine småbitte næver. “Idiot. Klovn. Tumpe. Er du med i en eller anden slags dumhedskonkurrence eller hvad? Hvis vi vender tilbage til Zito, vil jernmalmen være nået for langt ned, når vi kommer tilbage igen. For slet ikke at tale om, at kaptajn Short vil give NIS sin version af begivenhederne, hvorefter de i hvert fald ikke kan undgå at indlede en efterforskning. Vi må tættere på, og vi må udløse de sprængladninger. Selv hvis vi misser chancen for at omdirigere sonden, får vi i det mindste udslettet de individer, der kan vidne imod mig.”

Okay, Sool … øh, kommandant. Jeg kan protestere senere. Lige nu har vi en nødsituation at tage os af.”

Alle lyttede nu. Men den eneste, der røbede en vis entusiasme, var oberstløjtnant Vinyáya, der altid havde hørt til Julius Roots trofaste støtter og med sikkerhed ikke ville have stemt på Sool. Vinyáya var lutter ører. “Hvad er det for en nødsituation, Foaly?” spurgte hun.

Foaly stak en computerdiskette i lokalets multidrev. “Den tingest, der hænger på Argon-Klinikken, er ikke Opal Koboi. Det er en klon.”

Artemis åbnede en tredje holografisk animation og lukkede de første to. Denne tredimensionale gengivelse viste Zitos Earth Farm og jordskorpen og -kappen under den.

Artemis skottede op mod det manglende panel i kuplen. Endnu en skikkelse var kommet til syne i åbningen. Ansigtet lå i dyb skygge, men silhuetten var ikke til at tage fejl af. “Butler!” sagde han med et bredt smil. “Du er her.”

Holly lagde mærke til hans ankel, der slæbte efter ham. “Du bløder, og jeg har ikke en dråbe magi tilbage til at hele dig med. Det blod er næsten lige så farligt for os som feromonet. Vi må se at komme væk herfra.”

Johnny sørgede for at få fangerne ind i passagerkabinen, mens Lonnie styrede fartøjet over til Skotland og derefter ned i undergrunden via en bjergflod i Højlandet. Opal brugte tiden på at sikre sig, at hendes anden plan, hvis mål var verdensherredømmet, forløb, som den skulle.

Smulder slikkede og fyldte lungerne, så hans brystkasse gik som en blæsebælg. Han kunne mærke trykket fra den sammenpressede tarmluft røre på sig, som om den ventede ivrigt på at blive sluppet fri.

Foaly skar tænder. Almindelig høflighed dikterede, at kun en ven kunne tiltale en anden fe ved at nævne vedkommendes art, og Sool var i hvert fald ikke hans ven. Han var ingens ven.

På trods af omstændighederne blev Hollys professionelle nysgerrighed vakt.

Kobois ansigt kom til syne på bagsiden af kassen. Småalfen havde slået til igen.