Stilhedens Hav

lille smule tilbage

smule tilbage.
“Min pige

Dværgen siger ikke noget, men ler råt og

Dværgen siger ikke noget, men ler råt og skurrende. Hans rådne tandstumper glinser af spyt i skæret fra campinglampen, der står midt på bordet mellem os og sender et koldt, skærende lys ud i alle afkroge af den lille hytte, vi sidder i.
“Det er ikke noget at grine af,” vrisser jeg. Jeg er ikke bange for dværgen længere. Nu er jeg kun vred. Vred over, at han sidder der og ler, når jeg nu har brug for, at han hjælper mig eller i det mindste tager min historie alvorligt.
Han kaster hovedet tilbage og ler videre, som om han ikke har hørt mig. Det lyder kunstigt og uhyggeligt. Som latter fra en lattermaskine, der er løbet løbsk.
Pludselig holder han op. Hans hoved, der er alt for stort til den lille krop, drejes med et voldsomt ryk. Han stirrer lige ind i mine øjne med et vredt, undersøgende blik, der tænder min angst for ham igen. Jeg rykker forskrækket en lille

skurrende. Hans rådne tandstumper glinser af spyt i skæret fra campinglampen, der står midt på bordet mellem os og sender et koldt, skærende lys ud i alle afkroge af den lille hytte, vi sidder i.
“Det er ikke noget at grine af,” vrisser jeg. Jeg er ikke bange for dværgen længere. Nu er jeg kun vred. Vred over, at han sidder der og ler, når jeg nu har brug for, at han hjælper mig eller i det mindste tager min historie alvorligt.
Han kaster hovedet tilbage og ler videre, som om han ikke har hørt mig. Det lyder kunstigt og uhyggeligt. Som latter fra en lattermaskine, der er løbet løbsk.
Pludselig holder han op. Hans hoved, der er alt for stort til den lille krop, drejes med et voldsomt ryk. Han stirrer lige ind i mine øjne med et vredt, undersøgende blik, der tænder min angst for ham igen. Jeg rykker forskrækket en lille

Dværgen siger ikke noget, men ler råt og skurrende. Hans rådne tandstumper glinser af spyt i skæret fra campinglampen, der står midt på bordet mellem os og sender et koldt, skærende lys ud i alle afkroge af den lille hytte, vi sidder i.
“Det er ikke noget at grine af,” vrisser jeg. Jeg er ikke bange for dværgen længere. Nu er jeg kun vred. Vred over, at han sidder der og ler, når jeg nu har brug for, at han hjælper mig eller i det mindste tager min historie alvorligt.
Han kaster hovedet tilbage og ler videre, som om han ikke har hørt mig. Det lyder kunstigt og uhyggeligt. Som latter fra en lattermaskine, der er løbet løbsk.
Pludselig holder han op. Hans hoved, der er alt for stort til den lille krop, drejes med et voldsomt ryk. Han stirrer lige ind i mine øjne med et vredt, undersøgende blik, der tænder min angst for ham igen. Jeg rykker forskrækket en lille smule tilbage.

Jeg vidste, at vi stadig havde en pakke rottegift stående i det aflåste skab ude i garagen, og jeg vidste, hvor nøglen var, så da jeg kom hjem, fandt jeg nøglen frem, låste skabet op og tjekkede papæsken. Der var stadig tre breve med rottegift i. Mon det var nok til at slå King ihjel?

råt kød, proppe det med gift, fodre den lede køter med giftkødet

Mens jeg sad der i skolegården og trøstede min bedste veninde, svor jeg, at jeg ville dræbe King!

Da jeg først havde truffet den beslutning, kunne jeg ikke tænke på ande

Mens jeg sad der i skolegården og trøstede min bedste veninde, svor jeg, at jeg ville dræbe King!

Da jeg først havde truffet den beslutning, kunne jeg ikke tænke på andet.