Divergent 2: Oprøreren

“Må Guds fred være med dig,” siger hun med dæmpet stemme, “selv midt i dine vanskeligheder.”
“Hvorfor skulle den det?” siger jeg så stille, at kun hun kan høre det. “Efter alt, hvad jeg har gjort …”
“Det er ikke dig, det handler om,” siger hun. “Det er en gave. Du kan ikke gøre dig fortjent til den, for så er det ikke længere en gave.”

“Entropi,” kvidrer hun. “Det er teorien om, at alt i universet gradvist bevæger sig mod samme temperatur. Man kalder det også varmedød.”
“Elia,” siger Cara. “Det er en meget grov forenkling.”

“Ja, for pokker, hvor du dog ligner en blåøjet, biodynamisk banjoklimprer,”

Jeg har aldrig set ham så afslappet uden en pistol i hånden.

Du døde næsten, du blev reddet af en sadistisk bondeost

Lynn står med et satanisk grin og en pude i hånden i hånden, klar til angreb.

“At lære sprog, at kunne forstå andre menneskers tankegang og …” Han ser lidt forpint ud. “Og at kunne have medfølelse.”
“Og mere specifikt,” siger Jeanine, og nu smiler hun faktisk til mig – et bredt smil, som giver hendes ansigt smilerynker. “vil man kunne forvente, at et individ med mange og stærke spejlneuroner ikke er specielt fastgroet i sine adfærdsmønstre, men tværtimod har en fleksibel personlighed og en veludviklet evne til at efterligne andre.”

“Spejlneuroner fyrer – det vil sige afgiver signaler til andre neuroner – både når individet udfører en handling, og når individet ser et andet individ udføre den samme handling. Det vil sige, at de er afgørende for, at vi kan efterligne andres adfærd.”
“Og hvad mere er de afgørende for?”

Jeg læste engang et eller andet sted, at der ikke er nogen videnskabelig forklaring på gråd. Tårernes funktion er at holde vores øjne fugtige. Tårekirtlerne har ingen fornuftig grund til at lade sig påvirke af vores følelser til at overproducere tårer.

Det burde ikke overraske mig; det er Jeanine, der har sat denne forestilling op, og den er lige så blottet for moral, som hun er.