Som barn hadede jeg søndage.
Der skete ikke en skid på søndage.
I dag elsker jeg søndage. Der sker ikke en skid. ”Wavamba i svedehytten”, skal nok klare sig, jeg driller ham bare lidt.
”Velfærdsturisten”, er jeg lettere karikerende omkring, men jeg vil jo et eller andet med ham.
I dag kan folk komme helt tæt på krigens ulykker, fattigdom og anden elendighed, og fordi man har betalt, er man beskyttet og kan nyde aftensolen med en drink på hotellet. Hvor tæt kan vi komme på andres virkelighed som iagttagere? Kan man bare være iagttager? Læseren må finde grænsen.
Stilheden en søndag. Man kan rekognoscere i et villakvarter. ”Batman og Vatmand” leger stadigt derude et sted. Lidt oppe ad et lukket vænge tøffer en midaldrende herre rundt i H2O-sko. Han har tændt grillen, det er ikke ham, der er ”På vej ud i junglen igen”.
Er han mon ”Forandringsparat”? Fruen vil gerne se en serie. Solen skinner, så hun trækker for. Hun er stadig påvirket af ham konsulenten ”Tungnem”, som på medarbejderdagen på kommunekontoret fortalte, hvordan de skulle gribe livet an. ”Carpe diem”. Hun har grebet sin dag men alt for ofte grebet forkert. De hører en svag buldren. Når de mon at reagere, når først «lavinen ruller”?
De hygger sig, det er ”Feel good time”. De håber på, at der ikke pludseligt kommer nogen forbi.
Der er ”Spor af liv”, man skal bare lede. Et sted i vænget pakker en mand flyttekasser. ”Valentino” har været på besøg. Der er ”Til salg-skilte på en vej”.
Vi har for travlt til at nå, at finde os selv. ”Lige nu”. Vi prøver at stoppe op og reflektere, men så kommer den, ”To do listen”. Noget skal sorteres og køres væk med traileren.
Der er ”Spor af liv”.
