MAGNET

Franz Kafkas Processen

gennem dagen.

Det spiller ingen rolle. Dette gentog han de følgende dage.

Nu er jeg afsluttet, sagde han.
Synne kiggede på ham og løftede sit glas.
– Nej, Jokum. Du er først lige begyndt.
I den sidste pakke, som var til dem begge, lå der fire håndbroderede duge og tre lommetørklæder med familien Jokumsens monogram. Unødvendigt at sige: Jokum fotograferede det hele.

photographer: What you see is what you get.

Det slog Jokum, at når man rejser væk, står tiden stille på det sted, man forlader, mens den går hurtigere end nogensinde der, hvor man kommer hen. Og dette er årsagen til den landflygtiges idealiserede erindring, der ikke er ulig forfatterens, som ofte hæmmes af, at mindet er gået i stå, mens fortællingen styrter af sted. Kaffen smagte for øvrigt ligesom Firkløveren. Skulle han fortælle, at Rondo for længst var revet ned?

Det er skam et godt karaktertræk, ikke at kunne lide at se ned på folk, men se hellere sådan på det, at det er dem, der ser op til dig.
Det var præcis det, faderen plejede at sige. Var de ligefrem blevet enige om, at dette skulle være redningen? Jokum ville imidlertid hverken se ned på eller blive set op til. Han ville være, han ville være, han ville bare være ligetil.
– Det er lettere sagt end gjort, sagde han.
Dr. Eidsbø pudsede brillerne, glassene var runde og tynde, i det ene kom der en revne til syne.
– Har du muligvis selv gjort dig nogle tanker om, hvad der kunne gøres?
– Amputering.
– Jaså. Du vil altså have amputeret begge ben?
– Kun op til knæene. Det må være nok foreløbig

Secondhand Shop Window var virkelig smukt: et lille komfur, en køkkenvægt, tinbægre, kopper, fade, vaser og kaffekander set gennem vinduesruden, der giver det hele et strejf af drøm, noget forbigående, en visuel melankoli, som forstærkes af det hvide hoved, formentlig af bakelit, sovende med åbent, tomt blik, og når først man hæfter sig ved denne genstand, en slags voksen dukke, bliver Walker Evans’ billede straks foruroligende, ubehageligt, en drøm om dårlige tider, om død og pantelån. Derfor fortrød Jokum det, han lige havde sagt, men det var ikke længere siden, end at han kunne tilføje, så at sige i samme åndedrag, og på den måde, i hvert fald i egne øjne, trække i land:
– Det ligner dødsboet efter Den Store Gatsby.

Mr. Cease skubbede porten op, og dér stod Cadillacen, kun den, intet andet. Hele bilen strålede og fyldte garagen med et særligt lys, dens eget lys. Jokum tænkte på Zoologisk Have, det gjorde han tit, dyret, der knælede i sit bur, smukt og ulykkeligt, måske en gepard denne gang. Så trådte de langsomt indenfor, som om de ikke ville vække dette dyr. Mr. Cease lod porten glide ned igen. Lyset blev mere fortættet, næsten tungt at trække vejret i. Jokum måtte stille sig i et hjørne for at få hele bilen med, men det ville under alle omstændigheder ikke blive godt. Han forstod stadig ikke, hvad mr. Cease ville med sådan et billede.

Nogle gange er jeg bare så bange, hviskede han ud i mørket.