I august 1965 marcherer en broget skare ned ad Strøget i København med folk— og gadesangeren Cæsar i spidsen. De 3.500 forsamlede demonstrerer for ytringsfrihed på den kun få år gamle gågade: Gadesangere og gademalere skal have lov til at være i fred for politiet. Det samme skal de unge ”præhippier” på Amagertorv, som provokerer borgerskabet alene ved deres nærvær. Dem giver folk-musikken stemme i sangen ’Storkespringvandet’. Men folkemusikscenen i 1960’erne bød på mere end protestsange. Den gik sin helt egen vej mellem popkulturelle indflydelser fra udlandet og det mere officielle Danmarks besindelse på dansk kulturarv som modtræk til tidens amerikanisering. Det er Povl Dissings versioner af sentimentale viser og Cy, Maia & Roberts fænomenale plader sammen med refrænet ”Ali-bali, ali-bali-bi …” vidnesbyrd om.
