Sagaen om Isfolket

Det er år 1581. Silje er kun sytten år, og pesten har slået hele hendes familie ihjel. Udsultet og forfrossen og med to forældreløse børn at tage vare på nærmer hun sig ligbålene uden for Trondheim for at få lidt varme i kroppen.
Sært nok er der kun én, der hjælper Silje i nødens stund - en mand af Isfolkets slægt, som Silje finder dyrisk og skræmmende - og samtidig umådeligt tiltrækkende.

Silje og Tengel fandt et fredeligt sted i Isfolkets dal, og Silja var lykkelig som Tengels hustru. Alligevel havde hun udlængsel, følte sig indelukket i den trange dal med dens mærkelige, snævertsynede mennesker.

Hun var især bange for Hanna, den ældgamle heks, der villigt gav sine kneb og hundskaber videre til lille Sol, Tengels Niece.

Og så hvilede truslen om en kommende katastrofe over dalen. Hanna havde forudset den, og hun tog aldrig fejl...

Sol Angelika, Silje og Tengels plejedatter, er blevet tyve år og er parat til at rejse ud i den store verden.

Først til København, siden til Sverige for at lede efter heksene dér. Endelig er hun fri – fri til at dyrke sine særlige evner, fri til at dyrke mørkets fyrste.
Men Sol er ikke udelukkende optaget af det onde. Hun vil gå gennem ild og vand for sine nærmeste, til og med ofre sit eget liv ...

Yrja Matiasdatter var ung, klumpet og misdannet af sygdom. Folk lo af den fattige pige og kaldte hende onde navne. Men Yrja bar på en stor sorg: Hun var ulykkelig forelsket i den rige Tarald, søn af baron Dag Meiden og Liv af Isfolket.

Men Tarald havde et godt øje til sin kusine Sunniva og på grund af den onde arv kunne forholdet mellem blive skæbnesvangert.

Året er 1625. I Europa raser trediveårskrigen, og også Isfolkets unge mænd er involveret i den. Cecilie Meiden, Tengels barnebarn, er stadig ansat ved Christian IV´s hof. Kongens børn, især hendes yndlinge Anna Katrine og Leonora Christina, giver hende nok at bestille, mens kongen er draget i kring. Men Cecilie er kommet i uføre. Hun er blevet gravid - med en gift mand, som oven i købet er præst.

Hendes gode ven, Alexander Paladin, står også foran en katastrofe. Rygerne siger, at han har begået en utilgivelig synd, som sædvanligvis straffes med døden ...

Tarjei Lind af Isfolket havde lovet sin farfar Tengel at finde en værdig arvtager til Isfolkets hemmelige opskrifter. Tarjei beslutter sig for at give forrådet til Mattias, den snu Kolgrims halvbroder. Da dette, en sommerdag år 1633, kommer Korgrim for øre, slår hans ondskab ud i lys lue…

Cecilie Paladin er i København meget tæt på rigets politiske begivenheder. Efter Christian IV´s død, er Frederik II kommet til tronen. Cecilies tætte forhold til Leonora Christina medfører, at denne tilbyder hendes søn Tancred at ledsager hende og Corfitz Ulfeld til Nederlandene.

Et tilbud, der ikke vækker begejstring i det Paladin bliver hvirvlet ind i både mord, mordforsøg og pengeafpresning.

Hilde, datter af bødlens hjælper, er ensom og isoleret. Ingen ønsker at have noget med hverken hende eller faderen at gøre. Hun er ikke længere helt ung, 27 år, og uden fremtid. Hvem i alverden skulle ønske at gifte sig med hende?

Da ligene af fire myrdede kvinder findes i nærheden af hendes og faderens usle rønne, opstår der rygter om heksekraft og varulve, og både Hildes far og en af Isfolkets fremtrædende mænd er under mistanke for forbrydelserne. Men sagaen betyder også, at Hilde pludselig befinder sig i Isfolkets varme fællesskab. Måske får hun trods alt en chance i livet.

Mikael Lind af Isfolket er en ensom og dybt ulykkelig ung mand. Krige føres overalt i Europa, men Mikael har ingen militære ambitioner, selv om hans plejefamilie ønsker ham er militærkarriere. I hele sit liv har han lært at føje sig efter andres beslutninger.

Også da han skal giftes med en ung kvinde, som han næsten ikke kender. Anette er fra Sydfrankrig og strengt katolsk opdraget. Hendes mor har lært hende, at man kun bør føje sin mand, indtil der er kommet børn ud af ægteskabet.

Nedbrudt og svækket drager Mikael til Norge, hvor han finder sine rødder og sig selv.

Sytten år gammel forelskede Villemo Kalebsdatter sig vildt og hovedkulds i den otte år ældre Eldar fra Sortskoven. Det hjalp ikke, at alle sagde, at Eldar var af en ond slægt og en skruppelløs kvindeforfører.Villemo kom til at betale dyrt for sin blinde tro på Eldar, som trods sin unge alder brændte for både oprør og blodhævn …

Serien om Isfolket er en gribende krønike om kærlighed og overnaturlige kræfter og ikke mindst om kampen mellem det gode og det onde.

Et skæbnesvangert kærlighedsforhold fik Villemo Kalebsdatter indblandet i drabet på den mægtige Woller-bondes søn. Woller svor hævn - for enhver pris. Da Villemo blev udsat for en række mistænkelige ulykker, vendte hun sig til sin slægtning i fjerde led, Dominic Lind, efter hjælp. Men da Dominic nåede frem, var Villemo sporløst forsvundet.

Villemo kunne ikke glemme sin elskede Dominic, selv om familien gjorde alt for at holde dem fra hinanden. Da de endelig mødtes igen i Danmark, var længslen efter ham som en feber i hendes blod. Villemo forlod sin familie og fulgte efter Dominic ind i de sydsvenske skove, hvor de berygtede snaphaner gjorde kort proces med alle ukendte.

Sporene efter ham var skræmmende: En nøgen menneskefod - og en fod, man ikke rigtig kunne identificere. Han fór frem som en djævel og dræbte alle, der kom i vejen for ham. Dominic, Villemo og Niklas af Isfolket forstod, at det var denne djævel, de var udvalgt til at standse. Men hvem var han - og hvordan skulle de uskadeliggøre et uhyre, der syntes at være udødeligt ...?

Tristan Paladin var Isfolkets mest følsomme og dybt ulykkelige mand. Han havde meget lidt at leve for, indtil han mødte Hildegard, som blev slået og hundset med af sin mand, og som led af en livstruende sygdom. Ridderlig, som han var, ville Tristan hjælpe den stakkels kvinde. Og gennem hende fik han kendskab til en ond orden, som ofrede mennesker og, som planlagde at styrte kongen ...

Da Karl XII bestemte sig for at erobre Rusland, anede han næppe, hvor meget sorg og elendighed han ville blive skyld i. Vendel Grip af Isfolket var en af de mange ulykkelige, som havnede i en russisk fangelejr dybt inde i Sibirien.Til sidst lykkedes det Vendel at flygte i en gammel båd. Mægtige elve bar ham nordpå til tundraen ved Karahavets kyst - og utroligt nok til en meget fjern gren af Isfolkets efterkommere.

Tre af Isfolkets slægt drog ud på den lange rejse nordpå til Isfolkets glemte dal. Det var den unge Dan Lind og hans to "ramte" slægtninge: Ingrid Lind og Ulvhedin Paladin, der begge var født med overnaturlige evner. Dans formål med turen var videnskabelig, mens de to andre ville have den mægtige trolddomsrod, som de mente, befandt sig der: Alrunen - også kaldet galgeblomsten, fordi man sagde, at den voksede på galgebakken

Daniel Lind af Isfolket drog alene ud på den lange rejse til nenetserne ved Karahavets kyster. Her traf han Shira, Vendels datter, der var udvalgt til at hæve Isfolkets onde forbandelse. Men først måtte Shira gennemgå en række umenneskelige prøvelser. Det blev en lang og skrækindjagende færd gennem selveste Dødens have ...

Elisabeth Paladin havde sine meningers mod, og hun lod sig ikke påvirke af morens evindelige snak om fine familier og en rig ægtemand. Ingen mand havde haft held med at vække hendes interesse - indtil hun mødte Vemund Tark. Men da Vemund kom for at tale om ægteskab med hendes forældre, var det ikke for sig selv han friede - men for sin yngre bror ...

Det var først, da Sölve Lind var næsten voksen, han opdagede, at han var en af Isfolkets ramte og havde evner ud over det sædvanlige. Han fik alt det, han ønskede sig, selv om ønskerne var både egoistiske og kriminelle. Sölve udnyttede kynisk sine evner til at få rigdom og smukke elskerinder. Men en dag fik han at vide, at han havde fået en søn - et uhyre, som ingen i verden nogensinde måtte få at se ...

I en dyster dal langt inde i de Transsylvanske Alper lå en fjern landsby og en skræmmende borg. Mange mænd havde forvildet sig dertil, og ingen af dem var nogen sinde blevet set igen. Til dette sted kom Heike Lind og hans ledsagere, Mira og Peter. De opdagede, at landsbyens indbyggere levede med en konstant, knugende frygt - og at frygten havde noget at gøre med fyrstinde Feodora og den billedskønne Nicola oppe fra borgen ...