Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø

Og ingen præst skal prædike

og få min mor til at græde,

hvad skal det til – da jeg levede,

gik jeg jo aldrig i kirke

Med ingen kan
man dele
de inderste
tanker.
Det vigtigste
i verden
er man
alene med.
Det er en
varig byrde
det er en
sagte glæde
at her kan
ingen nå dig
og ingen
lukkes ind.

I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.
Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.
Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.
Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flakkende sensommerskygge.
Din tro tog du med dig så langt af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.
Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.